Hvornår skal vi holde tilbage med at dele vores overbevisninger?

Hvornår skal man holde tilbage og hvornår skal den bare have hele armen?

Der er vers i bibelen, om at man nogle gange skal styre sin iver efter at bruge sin ret. Der er også et hav af eksempler, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem, når der er noget galt. Hvornår skal vi gøre hvad?

Eksempel 1: Jesus

Hvis man ser på Jesus, så fornemmer vi, at han var hård ved de hårde og blød ved de bløde.

Jesus forsvarede og hjalp de svage, syge og udsatte. Selv om han fik modstand fra religiøse og ledere, selv om han fik skæve blikke og kommentarer fra naboer og familien, selv om han udsatte sig for smitte, selv om det krævede at lave planerne lidt om, selv om det var ubekvemt – han var på de svages side. Han var ikke ligeglad med synd, han forventede omvendelse (Joh 8:11, Luk 5:32), men han havde en fantastisk balance af nåde og sandhed (Joh 1:14).

Vi ser også at de selvretfærdige, dem, der skulle mediere mellem folket og Gud, men i virkelighed stod i vejen, dem var han meget direkte over for. Han kunne bruge hårde ord, der vakte anstød. Læs gerne Matt 23!

Jesus søgte fred, hvor der var muligt, men opsøgte konflikter, hvis nogen stod i vejen for evangeliet, i vejen for forsoning mellem mennesker og Gud (Luk 19:10).

Eksempel 2: Paulus

I Paulus’ første brev til korinterne kæmper Paulus med at hjælpe kirken med alverdens problemer. I kapitel 8-10 taler han om at være ”alt for alle” (9:22), om ”ikke at vække anstød” (10:32-33). Man kan få fornemmelsen, at vi ikke skal påpege hinandens særheder, men bare acceptere alt og alle. Sjovt nok tager han konflikter op i kapitel 11-14 på en meget direkte måde. Hvordan kan han sige, at man skal holde tilbage, og så holder han ikke selv tilbage? Er det en selvmodsigelse?

I begge grupper af kapitler påtaler Paulus problemet – han lader det ikke bare ligge. I begge er det vores selviske opførsel og indstilling, der skal justeres, med det formål at frelse så mange som muligt.

• Kapitel 8-10: Vores frihed i Kristus (spise hvad der kan vække anstød hos andre, gøre brug af vores rettigheder) kan hindre Altså bør vi holde tilbage med at bruge vores frihed.
• Kapitel 11-14: Vores gudsdyrkelse (opførsel til offentlige gudstjenester, uorden, respektløshed, brud med sociale normer, mennesker, der taler i tunger uden at tolke det, selviskhed ved nadveren) kan hindre Altså bør vi påtale det og forvente omvendelse.

Sort-hvidt eller gråzone

I de sort-hvide områder i bibelen, der heldigvis dækker de centrale dele af kristendommen, bør vi have mandat til at tale stærkt og med overbevisning. Vi skal ikke holde Guds ord tilbage, når vi står som talerør og holder en prædiken.

I gråzonerne, som normalt vedrører perifere områder (som værnepligt eller tatoveringer), bør vi tænke os om: Hvem gavner det, hvem bygger det op (1 Kor 10:23) hvis vi prædiker vores personlige fortolkning? Hvem kan blive stødt af det, og kan vi være det bekendt?

Det rejser spørgsmålet: Behøver alle tro som mig? Hvordan kan vi være forenede, når vi ikke er 100% enige?

Måske er respekt og kærlighed en løsning. Måske gavner forståelsen af, at vi ikke med sikkerhed ved, at vores fortolkning er korrekt. Måske hjælper det at acceptere at det er ok at vi ikke alle har samme konklusion om mindre centrale temaer.

Et sværere spørgsmål er: Hvad hvis det at tage et kontroversielt tema op, sårer nogle individer, men på sigt vil hjælpe mange – bør vi så tage det op i tro på, at vi ved bibelstudier kan modnes?

Subscribe to this blog