søndag den 30. september 2018

Efterårets tema - kvinder & bibelen

Kontroversielt?

Tør jeg skrive om noget vi har stærke følelser om – som fx kvinders rolle? Ja, fordi det er oppe i tiden og fordi selv troende ikke er enige, til dels fordi vi ikke har brugt tid nok på at gå i dybden med emnet, og til dels fordi der er stærke traditioner rundt omkring.
Nogle indledende spørgsmål:

  • Bruger vi tid på at lære, eller er vi stagneret?
  • Sidder vi fast i traditioner? Måske uden at være bevidste om det?
  • Hvor moderne må man blive i fortolkninger af bibelen?
  • Er der svære passager, der giver os dårlig samvittighed, fordi vi ikke forstår dem? Fordi vi ikke følger dem? Fordi vi endda følger dem, men uden overbevisning?

Et efterår i kvindens tegn

I dette efterår vil jeg skrive en del indlæg i denne blog. Mit formål er at skabe refleksion over biblens ord, fx om der er grænser for hvad kvinder må gøre i en menighed? De grænser, vi har, er de baseret på bibelstudier? Er vi gammeldags eller måske for moderne?

Min baggrund

Der er flere ting, der har fået mig til at begynde at fordybe mig i de svære passager i bibelen om kvinder:
  • I år har jeg arbejdet på en novellesamling, hvor halvdelen af personerne, jeg skriver om, er kvinder. Det er rigtigt lærerigt at tænke på deres liv, og på de mange ting som vi ikke kan læse os til.
  • På søndag skal jeg tale om Debora – en kvindelig leder i GT på dommernes tid. Det må have været kontroversielt den gang, og for mange er det stadig kontroversielt.
Generelt sagt er NT langt før sin tid, også i respekt for kvinder. Det kommer jeg ind på i et senere indlæg. Der er dog et fåtal af skriftsteder, der er svære at forstå, bland andet fordi de går imod vores moderne samfund (primært i den vestlige verden – i mange lande er det stadigvæk naturligt at mænd leder). Da ikke alt i vores samfund er blevet bedre med årene, bør vi aktivt tage stilling til, hvad vi bygger vores tro på. Skal vi følge samfundets normer, kirkens traditioner, bibelens bogstav, eller skal vi finde ud af, hvad Gud ville have sagt til os i Danmark i dag, hvis Han skrev et brev til os?

Læs evt. også de "faste sider": Om mig og Principper

Ingen kommentarer:

Send en kommentar